Camilla Dayyani

Sanger og komponist Camilla Dayyani er bosat i Brabrand. Hun har fem albummer bag sig. Det seneste er det højaktuelle Mine Miniaturer//My Miniatures fra januar 2024, hvor hun har samlet et fremragende hold af musikere bestående af både klassiske strygekvartet, Jazz kvartet og persiske musikere.

I sine smukke kompositioner sætter Camilla Dayyani både danske og persiske digtere stævne på tværs af århundreder og store geografiske afstande og samler på den måde både sine kulturelle og musikalske rødder. Jazz er en åben og intuitivt musikgenre, som nemt interagerer med andre genrer. Med sin kærlighed til jazzen har hun komponeret musik, som er en fornem sammensmeltning af de kulturer, Camilla Dayyani bærer i sig. Lyrikken er bl.a. af Khayyam, Farrokhzad, Karen Blixen, Pia Tafdrup og  Piet Hein.

Denne aften vil temaet være en håbefuld fejring af mangfoldighed og diversitet i bred forstand, og hun vil være i selskab med Fredrik Lundin på saxofon og fløjte, Esben Tjalve klaver og Torben Bjørnskov bas. Selv synger hun og spiller rammetromme. Musikken er Camillas jazzede kompositioner i skøn forening med persiske rytmer og skalaer, men også enkelte persiske folkesange vil finde vej.

Dayyani åbner koncerten kl. 19 kort efter optrædenen fra Det Palæstinensiske Trommeorkester ledet af Fathi Amouni. Dayyani og Amouni arbejder på Aarhus Musikskole i et tværkulturelt samarbejde med Cirkus Tværs, Olivenspejderne og trommeorkestret.